Mine mærkesager



Siden 2014 er vi blevet 1500 færre indbyggere i Sønderborg Kommune. Det skyldes ikke kun den demografiske udvikling, men også fordi flere flytter fra området, end til. Det vil jeg og Venstre i Sønderborg Kommune ændre på.  

Der findes ikke en trylleformular til at ændre udviklingen, men meget kan vi gøre selv for at blive en mere attraktiv kommune for os, der allerede bor her og for de nye indbyggere, vi skal tiltrække. 

Nedenfor kan du læse om mine mærkesager ved kommunalvalget i november måned. 

En stærkere folkeskole med mere faglighed, frihed og færre elever i klasserne

  • Fra 2014 er Sønderborg Kommunes folkeskoler på landsplan gået fra en 26. plads  til en 46. i 2019, målt på karaktergennemsnittet. Det skal ændres ved at styrke folkeskolen fagligt, så Sønderborg kommer tilbage i den bedste fjerdel.  
  • Alle børn er forskellige, og derfor er det også vigtigt, at børn med specielle behov bliver støttet med de rette tilbud. Vi skal have en folkeskole, der løfter hver enkelt elev. Det skal sikres gennem mindre klasser med maks. 22 elever og mere fokus på trivsel og høj faglighed. 
  • Vi ønsker også et bedre samarbejde og ligestilling mellem fri- og folkeskolerne. Både når det handler om adgang til naturskole og svømmehal eller at sikre, at buskøreplanerne passer med skolernes ringetider. Vores friskoler, tyske, private og internationale skoler er et aktiv for området og vigtigt for det frie skolevalg.

Bedre, mere fleksible og mere frie dagtilbud

  • Alle børn skal have gode og trygge rammer i vuggestuer, dagplejer, børnehaver og private pasningsordninger. Børneområdet skal løftes, og vi skal bygge bedre og nye legepladser rundt i kommunen. 
  • For Venstre er det vigtigt, at der bliver brugt mere tid på børnene og mindre tid på unødvendigt bureaukrati. 
  • Vi ved, at børn er forskellige og har forskellige behov, og derfor skal der være forskelligartede tilbud. I Venstre vil vi derfor bevare de lokale dagplejere og støtte op om de private passere rundt i kommunen, så børn kan blive passet tæt på, hvor familierne bor.
  • Tilbuddene skal indrettes efter familiernes behov. Derfor ønsker vi mere fleksibel pasning og tilbud til de familier, der har skæve og skiftende arbejdstider. Vi vil indføre kombinationstilbud og tilbud om modulpasning, hvor forældrene kun betaler for den tid, som deres barn er i dagtilbud. 
En værdig alderdom
  • De ældre er gamle nok til at bestemme selv. Ældreplejen skal tage udgangspunkt i den enkelte ældres ønsker og behov. For Venstre er det afgørende, at de ældre sammen med deres pårørende har friheden til at vælge, uanset om det handler om, hvem der skal komme i hjemmet, hvilken mad eller hvilket plejehjem, de ældre ønsker at bo på. 

  • Friheden til at vælge forudsætter, at der er noget at vælge imellem – hele livet igennem. Derfor ønsker Venstre færre, men velkendte medarbejdere om den enkelte ældre. Vi ønsker selvstyrende medarbejderteams i ældreplejen. Vi ved, det også forbedrer arbejdsmiljøet og reducerer sygefraværet, fordi den enkelte medarbejder får mere ansvar og oplever et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab.



Flere uddannelser 

  • Vi skal have flere uddannelser til området til at understøtte vores virksomheder. Med et konkret uddannelsesudspil har jeg og Venstre i Sønderborg Kommune foreslået, at der skal tiltrækkes i alt 900 nye studiepladser. Læs mere her (Danmark i bedre balance)
Flere iværksættere
  • I Sønderborg Kommune har vi for få iværksættere. Derfor er der behov for nye og bedre rammer for iværksættere.
Flere med i arbejdsfællesskabet
  • I Sønderborg skal der være plads til alle. Men vi forventer til gengæld, at alle bidrager. Dygtige medarbejdere og højt kvalificeret international arbejdskraft er nødvendigt for områdets virksomheder. Men vi har desværre også mange, der ikke er en del af arbejdsfællesskabet og ikke bidrager. 

  • Sønderborg er i dag den kommune i Sydjylland, hvor færrest indvandrere med ikke-vestlig baggrund er i beskæftigelse. Det skal vi ændre. Og det handler om at stille krav og have forventninger. Forventninger om at alle bidrager, integrerer sig og lærer dansk. At man bliver selvforsørgende og finder et arbejde. Flere i arbejde er også en forudsætning for, at vi har råd til kernevelfærd.

Grøn kommune med mere vild natur

  • Vi vil en grøn kommune, hvor der skabes, ikke tabes job. Vi skal nå nullet i 2029, men vi skal også nytænke ProjectZero. Vi skal understøtte vores grønne industrivirksomheder og udvikle ”digital valley” mellem Odense-Sønderborg- Flensborg, så samarbejdet mellem virksomheder og forsknings- og uddannelsesinstitutionerne på området styrkes. Det vil skabe mulighed for vækst i erhvervslivet, arbejdspladser og tiltrækning af flere erhvervsinvesteringer og kvalificeret arbejdskraft til området. 
  • Vores landbrug og fødevarearbejdspladser skal bevares, og vi skal samarbejde om bæredygtig vækst. For Venstre er vild natur ikke bare at lade tidslerne gro i rabatten. Vi har derfor foreslået en naturfond i Sønderborg Kommune, så vi reelt kan pleje og genskabe naturværdier til fordel for et rigt dyre- og planteliv og større biodiversitet, samt for at sikre mere sammenhængende natur, som vi alle kan få gavn af og nyde at bruge.